Fundet på: http://www.tycho.dk/article/view/320

Himlen netop nu

Af: Michael J.D. Linden-Vørnle

Udgivelsesdato: 2. september 2010

Hvordan ser himlen ud i aften? Hvilke planeter kan jeg se? Er der mulighed for at se stjerneskud? Her får du en kort beskrivelse af, hvad du kan se på himlen i nat - hvis altså vejret er klart!


Begivenheder
8. september: nymåne og Månen nærmest Jorden

15. september: tiltagende halvmåne

21. september: Månen længst fra Jorden

23. september: fuldmåne

1. oktober: aftagende halvmåne
Jupiter
(hele natten)
For tiden synlig på aftenhimlen efter solnedgang
3. september: Merkur i nedre konjunktion med Solen

19. september: Merkur i størst vestlig elongation fra Solen

21. september: Jupiter i opposition til Solen

21. september: Uranus i opposition til Solen

23. september: jævndøgn

23. september: Månen tæt på Jupiter



Stjernebilledet Cassiopeia. Stjernen rho Cas vil måske snart komme i udbrud og blusse op - grafik: TBP med Starry Night
Stjernebilledet Cassiopeia. Stjernen rho Cas vil måske snart komme i udbrud og blusse op - grafik: TBP med Starry Night

Hold øje med den stjerne!

Der er god grund til at være ekstra opmærksom på stjernen rho Cassiopeiae i stjernebilledet Cassiopeia. Det er en stor tung stjerne, der befinder sig i de sidste faser af sit liv.

For et par år siden blev stjernen taget på fersk gerning, da den under et voldsomt udbrud blussede kraftigt op. Astronomerne forventer, at rho Cassiopeiae kan gå i udbrud igen.

Når du i de klare efterårsnætter nyder stjernehimlen kan det derfor anbefales altid at kaste et blik på Cassiopeia. Måske er du den første, der ser rho Cassiopeiae blusse op!

For tiden ses stjernebilledet Cassiopeia omkring kl. 23 dansk sommertid godt 55 grader over horisonten i nordøstlig retning. Tycho Brahe Planetarium hører meget gerne fra folk, der bemærker ændringer ved lysstyrken hos rho Cassiopeiae (skriv til: tycho@tycho.dk)

Læs mere om rho Cassiopeiae - herunder dens seneste udbrud.


Månen (med jordskin) og Venus fotograferet d. 19. maj 2007 - billede: M. Linden-Vørnle (TBP)
Månen (med jordskin) og Venus fotograferet d. 19. maj 2007 - billede: M. Linden-Vørnle (TBP)

Jordskin

Der hvor vejret tillod, var det d. 19. maj 2007 muligt at nyde et smukt syn på aftenhimlen. Den kun tre dage gamle Måne stod nemlig tæt på den lysstærke planet, Venus.

Når kun en lille del af Månen rammes direkte Solens skarpe lys, er det muligt at se, at den "uoplyste" del af Månen er badet i et svagt skær. Det er det såkaldte jordskin, der er sollys reflekteret af Jorden. Ud over at være et utrolig smukt fænomen kan målinger af jordskinnet bruges til forskellige videnskabelige undersøgelser - fx studier af Jordens klima.

I dagene før nymåne d. 8. september vil det igen være muligt at opleve jordskin. Fænomenet kan på det tidspunkt ses på morgenhimlen i timerne før solopgang.

Et andet meget smukt eksempel på jordskin ses på billedet herunder optaget af Russel Croman d. 4. september 2002 fra staten Texas, USA.

Jordskin på Månen - billede: R. Croman (c)
Jordskin på Månen - billede: R. Croman (c)
Et tyndt lag af skyer, der spreder Månens lys, gør bestemt ikke billedet mindre effektfuldt!

Måne-billedet er et udsnit af et større billede, der også viser planeten Jupiter og dens fire klareste måner, mens de stod tæt ved den åbne stjernehob Præsepe i stjernebilledet Krebsen. Billedet har været udvalgt til ''Astronomy Picture of the Day'' d. 25. september 2002 (se hele billedet og læs mere på denne web-side).



Copyright © 2010 IMAX Tycho Brahe Planetarium.